Det handler om arbejdslivbalance. Man kan have helt eminente dage på arbejdspladsen. Og så kan andre dage virke helt håbløse. Nogle gange kan den håbløse følelse tilskrives, at vi tager privatlivets små og store gener med os på arbejde – og omvendt. Få inspiration til, hvordan motivationen kan boostes i svære tider.

Simone Orby Jarolics – journaliststuderende PS4 A/S

Arbejdslivbalance er en meget omtalt term de seneste årtier med både fortalere og modstandere. Hvorvidt man er enig i de bagvedliggende teorier, om hvordan dette skal gribes an, er det dog svært at argumentere imod ideen om at skabe bedre balance i ens tilværelse.

Det er nemlig de færreste, der helt oprigtigt kan sige, at de ikke har oplevet en ubalance, der har overskygget deres produktivitet – om det er gået udover arbejdet eller det hjemlige.

Det hænger sammen med en verden, hvor den ustoppelige teknologiske udvikling udvisker grænsen mellem private og arbejdsmæssige forhold. I en verden, hvor det grænseløse arbejde er mere reglen end undtagelsen. I denne verden kan ubalancen (uanfægtet) få lov til at slå sine dybdeborende rødder. Med stress og dalende produktivitet til følge. Studier viser nemlig, at ubalancerede medarbejdere producerer mindre, har flere sygedage og større sandsynlighed for oftere at udskifte deres arbejdsplads. Hverken godt for virksomheden, lederen eller medarbejderen.

Åbenhed som styrke

Som så mange andre af livets små og store komplikationer er kommunikation ofte det første skridt mod bedring. Specielt, når åbenhed får lov til at styre slagets gang. Hvis det kniber med at nå en deadline – vær åben omkring, hvad der kommer i vejen. Også, hvis der er sket noget i privatlivet, der har trykket på stopknappen.

Det er helt i orden, eller rettere sagt; Det skal være helt i orden at sige, at ”min familie har brug for mig, jeg har brug for hjælp til at kunne løfte denne opgave” (selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det skal bruges som undskyldning for sløseri). Der skal kunne eksistere en åbenhed omkring denne slags problematikker. Familieliv er vigtig og bør ikke være noget, vi skjuler.

Den rette løsning på et problem kan ligeledes ikke findes, hvis præmissen for overskridelse af eksempelvis deadline ikke er blevet gjort forståeligt for de involverede parter. Ved hjælp af åbenhed kan du på denne måde være med til at genskabe balancen – og give dig tid til de vigtige aspekter af både arbejds- samt privatliv. Dette kræver dog også, at der er rum for at udfolde ens frustrationer i sikre og forstående omgivelser.

Arbejdslivbalance handler om at genskabe balancen

Det er nemlig ikke kun op til den enkelte at få bugt med ubalancen i deres arbejdslivsbalance. Eller for at være mere præcis – den enkelte kan sjældent få bugt med det på egen hånd. Hvis man anskuer det fra et ledelsesperspektiv er lederen her en uundværlig faktor. Medarbejderes balance hænger nemlig tæt sammen med kulturen på arbejdspladsen, hvor du som leder i høj grad influerer dennes udtryk.

Mange danske virksomhedskulturer er kendetegnet ved, at medarbejdere ofte er mere succesfulde, når de selv kan administrere deres tid eller hvordan opgaveløsningen skal foregå. Ansvar for egne præstationer er også dybt motiverende for medarbejdere og dermed også en positiv fremgangsmåde, hvis dette samtidig er tilpasset den enkelte medarbejder, situation og opgave. Dog kan det ligeledes åbne op for en arbejdskultur, hvor arbejdet kan få lov til at fylde mere og mere i privatlivet, medmindre dette fra ledelsen bevidst bliver modarbejdet.

Som nævnt tidligere anfægter denne flydende grænse mellem privatliv og arbejdsliv en ubalance, der i sidste ende modarbejder de gode resultater. Det er her, lederen må gå forrest og fremdrive en arbejdskultur, hvor fordybelse i privatlivet udenfor kontorets fire vægge (og dermed undlade at arbejde i ens fritid) bliver anerkendt som en styrke fremfor en svaghed. Dette gøres ved at være en rollemodel for dine ansatte.

Du sætter tempoet

Du skal ikke anspore til, at dine medarbejdere arbejder til sent, når de allerede er kommet hjem og skal have styr på deres familiære relationer. Vis dette, ved selv ikke at gøre det (eller at gøre det i en begrænset omfang). Det er nemlig dig som leder, der sætter tempoet.

Det er langt mere holdbart, hvis dine medarbejdere er produktive i arbejdstiden fremfor, at de forsøger at indhente opgaver i fritiden.

Hvis du forlader kontoret tidligt en dag, fordi din datter har en balletopvisning, så vær åben omkring det. Fortæl, at du af denne grund ikke kommer til at tjekke din mail i et bestemt tidsrum – og så lad vær! Show it, don’t tell it. Hvis og når du gør dette, vil dine medarbejdere opnå en forståelse og lære at arbejde udenom. De vil samtidig finde ud af, at det kan være positivt at gøre det samme. Så længe det selvfølgelig ikke går udover resultaterne.

Og sidst, men ikke mindst, lyt til dine medarbejdere og vis, at du trods travlhed har tid til at hjælpe dem i svære i situationer – også hvis det handler om en deadline, der allerhelst ikke må overskrides. Når du skaber en atmosfære, der emmer af tillid og gensidig respekt, vil dine medarbejdere føle sig mere trygge ved at være åben overfor dig. Husk, at vi som hele mennesker med en balance i vores arbejdsliv bliver langt mere produktive, glade og sundere i alle aspekter af livet; En god arbejdslivbalance er derfor en klar win-win.

Alt er ikke fortabt

Der er dog god grund til at være fortrøstningsfuld, når det kommer til dansk arbejdslivbalance. Vi danskere er nemlig bedst til at finde en sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv.

Af denne grund kigger den vestlige verden mod det kolde nord for at få inspiration, tips og tricks. I hvert fald hvis man skal tro en ny undersøgelse foretaget af OECD. Her dominerer de røde og hvide den vestlige verden som dem, der trives bedst med balancen.

Det kan være, at situationen ser helt umulig ud lige nu, men de fleste danske arbejdspladser er indrettet således, at du hurtigt kan få genskabt en balancefyldt hverdag. Alt det kræver er at turde at sætte ord på udfordringerne.